Bragt i Dværgpapegøje-Nyt nr. 4, 2006
Tekst: Hans Pingel, Middelfart
Selvom jeg bruger gode redekasser, og prøver at sørge for en god ophængning, kan der ske uheld.
Det opdagede jeg en morgen tidlig, da jeg tilså mine dværgpapegøjer.
Jeg har to dejlige voliere, synes jeg selv, et med fire par sorthovedet og et med tre par rødhovedet.
Inde hos de rødhovedet var den gal. En af redekasserne var faldet ned fra to meters højde, og lå med bunden i vejret. Fuglene var rolige i volieret, så det var ikke noget, der var sket umiddelbart før jeg kom ind.
Jeg blev lidt ærgerlig, for ved min sidste kontrol af kassen var der befrugtede æg.
Jeg tog kassen ud af volieret, tømte den for det virvar af redemateriale, der var i den, og fandt imellem fjer, bark og grenstumper, fem æg og en iskold, livløs unge. Jeg tog æg og unge i min hånd og ville dele min ærgelse med min kone.
Da jeg have kontrolleret æggene for deres indhold og konstateret at de alle var med næsten færdige unger, stod jeg et øjeblik med den lille tilsyneladende døde unge i min hånd, og undredes over hvor lille et liv kan være.
Pludselig gav det et lille ryk i ungens ene ben, jeg lukkede min hånd om den lille og efter et par minutter gav den et lille pip fra sig.
Den var s.. i live!
At håndmade sådan en lille fyr var for mig umuligt, men en lille chance skulle den have. Jeg satte reden på plads med lidt redemateriale og ungen, og lod volieren være i fred.
Jeg var lidt spændt, da jeg om aftenen igen tilså kassen. Ungen var levende. Forældrene havde lavet en nydelig kuglerund rede omkring ungen og ungen var mæt, varm og tydeligt tilfreds.
Det skal nok blive en lille stærk rødhovedet dværgpapegøje, som ikke bliver den første jeg går af med.
Moralen: Giv ikke op.