Dværgpapegøjer (Agapornis)

Dværgpapegøjer er små livlige og farveprægtige papegøjer fra det afrikanske kontinent, syd for Sahara, samt Madagaskar og som har ry for ar være nemme at holde under beskyttede forhold.

Agapornis (som er sammensat af Agape = kærlighed og ornis = fugl) = kærlighedsfugl, og på engelsk er slægtsnavnet da også Lovebird. Berettigelsen af dette navn er man ikke i tvivl om, hvis man iagttager et par dværgpapegøjer. Som regel holder de sammen som par i hele livet og det er typisk at se dem siddende tæt sammen og nusse og pudse hinandens fjerdragt.

Et kendetegn for Dværgpapegøjerne er, at de bygger rigtige reder i redehuler, såsom i træer, tuer, bygninger og væverreder. Redematerialet består af itugnavede kvister, blade eller barkstrimler. For nogle af arternes vedkommende, transporteres redematerialet til reden stukken inden under fjerene, imens de øvrige arter transporter det i næbet.

Agapornis familien omfatter 9 arter med i alt 15 underarter.

De 9 arter:

Rosenhovedet dværgpapegøje (A. roseicollis) (Viellot 1817)

Den mest almindelige dværgpapegøje under beskyttede forhold, hvilket vel nok skyldes de utallige mutationer. En nem og ynglevillig fugl som dog kan være noget støjende og aggressiv over for andre fugle.

Udbredelse: Nordlige del af Sydafrika, Namibia og sydlige del af Angola.

Underarter: A. r. catumbella (Hall 1955)

Rødhovedet dværgpapegøje (Fischers dværgpapegøje) (A. fischeri) (Reichenow 1897)

Almindelig udbredt dværgpapegøje i Danmark, nem og ynglevillig. Mindre støjende end roseicollis og mindre aggressiv. En del mutationer er opstået og der kommer helt sikker flere til.

Udbredelse: Relativt lille område i det nordlige Tanzania - lige syd for Victoriasøen.

Sorthovedet dværgpapegøje (A. personatus) (Reichenow 1897)

Ligesom fischeri, almindelig udbredt dværgpapegøje i Danmark, nem og ynglevillig. Kan være aggressiv over for andre fugle. Også her er en del mutationer opstået og der kommer helt sikker flere til.

Udbredelse: Det østlige Tanzania og nordover ind i Kenya.

Sodbrunhovedet dværgpapegøje (A. nigrigenis) (Sclater 1906)

Relativ almindelig dværgpapegøje under beskyttede forhold. En ynglevillig fugl som har et behageligt temperament. Kan i større voliere holdes sammen med andre fugle. Enkelte mutationer er opstået og også her må man forvente der nok kommer flere til.

Udbredelse: Lever i skovene langs flodbredder sydvest for Zambia, nordøst for Namibia og Botswana samt i den vestlige del af Zimbabwe.

Jordbærhovedet dværgpapegøje (A. lilianae) (Schelley 1894)

Knap så almindelig udbredt dværgpapegøje i Danmark. Har som negrigenis et behageligt temperament som gør at den kan holdes sammen med andre fugle. Er dog mere sart end de fleste arter. Indtil videre enkelte kendte mutationer.

Udbredelse: Lille område mellem floderne Zambesi, Luangwa og Shire.

Taranta dværgpapegøje (A. Taranta) (Stanley 1814)

Ikke så almindelig og kan være vanskelig at anskaffe. Meget stilfærdig fugl som i ynglesæsonen er aggressiv overfor artsfæller. Mindre ømfindtlig over for kulde end de øvrige arter. Har desværre den uvane at den gerne vil pille fjerene af sin partner og sine unger. Der findes beretning om enkelte mutationer.

Udbredelse: Etiopiens bjergrige terræn er hjemsted for denne dværgpapegøje.

Underarter: A. t. nana (Naumann 1931)

Gråhovedet dværgpapegøje (A. canus) (Gmelin 1788)

Ikke så almindelig. Mere sky og stilfærdig fugl end de andre arter. Kan være stridbare overfor artsfæller, så parvis anbringelse anbefales. Ømfindtlig over for kulde. En enkelt mutation findes måske.

Udbredelse: Langs kysten på Madagaskar.

Underarter: A. c. ablectaneus (Bangs 1918)

Orangehovedet dværgpapegøje (A. pullarius) (Linné 1758)

En meget sjælden dværgpapegøje i fugleholdet som kun få har haft held til at opdrætte. Deres særlige rede- og ynglekrav, som i naturen bl.a. er at bygge rede i termitboer, gør opdræt meget vanskeligt. Enkelte mutationer er omtalt i faglitteraturen.

Udbredelse: Stort område der dækker en række stater i Vest- og Centralafrika.

Underarter: A. p. ugandae (Neumann 1908)

Grønhovedet dværgpapegøje (A. swindernianus) (Kuhl 1820)

Findes ikke under beskyttede forhold. Det er kun lykkedes få fugleholdere i fuglens hjemlande at holde liv i fuglene i kort tid. Ingen eksemplarer har ved import overlevet karantæneperioden.

Udbredelse: Liberia, Cameroun, Gabon, Zaire og Uganda.

Underarter: A. s. zenkeri (Reichenow 1895), A. s. emini (Neumann 1908)

Kort om pasning:

Som hovedregel er dværgpapegøjer fordringsløse fugle som er nemme at holde under beskyttede forhold. De har et behageligt væsen men flere af arterne holdes bedst parvis, da mere en et par kan resultere i voldsomme kampe og som regel med døden til følge for det underlegne par.

Ideel til kassebur med mindstemål på 80-120 cm lange, 50-60 cm høje og 50 cm dybe. Både i og efter yngletiden trives dværgpapegøjer dog langt bedre i en voliere på mindst 2 m med adgang til en indervoliere, gerne af samme længde. Det er afrikanske fugle, så der skal være frostfrit i inderrummet og for fuglenes trivsel og velbefindende gerne mindst 6-8° varme, også på de koldeste dage om vinteren.

I forbindelse med avl, fyldes kassen halvt op med hø, før du hænger den op. Fuglene får nu travlt med at bygge rede, og de skal hver dag have frisk redemateriale, gerne grene af pil og birk.

Fodringen volder ikke de store problemer, da de fleste parakitblandinger kan anbefales, men til fugle som opholder sig på begrænset plads, må det kraftigt anbefales at undgå for store mængder af solsikke, hamp og lignende fede frøsorter.

Kuldstørrelsen svinger fra 4-7 æg men 5 er det mest almindelige. Kuld på mere end 7 æg bør reduceres ved at flytte eller helt fjerne et eller flere æg. Æggene lægges normalt med to dages mellemrum, og hunnen ruger i 22-24 dage.

Ringmærkning sker omkring dag 9 eller når ungen åbner øjnene.