Sidst udkommen nummer af Dværgpapegøje-Nyt

Dværgpapegøje-Nyt  nr. 6, december 2010

Indhold:

Generalforsamling 2011

- afholdes lørdag den 19. marts kl. 20.00 i Brædstrup Hallen

Agapornis/Forpusdag 2011

- et brag af en event

Hej - jeg er nyt medlem

- vi præsentere et nyt medlem,   redigeret af Ulf Roland Andersen

Kære fuglevenner

- kan ikke tåle fugle mere, tekst Hans Neuhaus

Nytegning af opdrætsannonce 2011         

- husk på din opdrætsannonce

Arvelighedslære

- genetik i grove træk, tekst Ulf   Roland Andersen

Standardbeskrivelser  - revidering & udkast

- kig standardbeskrivelser for sodbrunhovedet dvp. igennem, af   John Larsen

Mine oplevelser med dvp. indtil nu

- det startede i 1982, tekst Søren B. Nielsen

Mexicansk spurvepapegøjer *)

- en af verdens mindste papegøjer, tekst Steve Van Divier

Register

*) Mexicansk spurvepapegøjer

Tekst & fotos: Steve Van Divier, Hirtshals

Hej, jeg hedder Steve Van Divier og er forholdsvis nyt medlem af klubben. Har haft en del parakitter og dværgpapegøjer før i tiden, men pga. af mit arbejde til søs måtte jeg droppe fuglene, indtil jeg blev landkrabbe.

Da jeg skulle starte op igen, forsøgte jeg med spidsnæb, - hyggeligt, men ikke lige mig. Derimod blev det dværgpapegøjerne, vel at mærke kun i natur, ingen mutationsavl på kryds og tværs af arterne. Jeg har også den grønne natur undulat. I dag sidder der i mit fuglehus flere par af artsrene natur sodbrunhovedet dværgpapegøjer, natur gråhovedet dværgpapegøjer, artsrene natur tarantaer, dog har jeg også taranta i D.grøn og DD. grøn plus Misty, alle artsrene, og som alle findes i naturen og ikke er split for alt muligt andet.

En anden papegøje, som står mit hjerte nær, er spurvepapegøjen, også dem har jeg flere par af. Det er den mexicanske spurvepapegøje, som jo er en af verdens mindste papegøjer og den største af spurvepapegøjerne, nemlig den gulmaskede spurvepapegøje. Til sidst vil jeg lige nævne den lille græsparakit, undulaten. Det er den grønne naturundulat, som har sneget sig ind i mit fuglehold. Måske også lidt i protest, da der hverken er penge eller prestige i den alm. undulat, og jeg mener, at det er gået den gale vej med udstillingsundulater, som har fjernet sig mere og mere fra den oprindelig grønne undulat. Udstillingsidealet er bl.a. dobbelt så stort, som den vilde australske undulat. Det er jo et ideal, som er blevet bygget op og bestemt af os mennesker, og dermed fjerner den sig mere og mere fra naturundulaten. Min personlige holdning til dette er, at vi mennesker ikke nødvendigvis behøver at lave om på naturens orden, bare fordi vi har en højere intelligens og kan gøre dette. Der er en grund til at fuglene ser ud som de gør. Nu er undulaten jo ikke ligefrem udryddelsestruet i sit hjemland, Australien, men der kommer bare ikke flere til Europa pga. et mangeårigt importstop. Derfor skal vi passe på det, vi har, hvis fremtidige generationer også skal have glæde af at se de naturlige grønne undulater.. for ikke at glemme natur dværgpapegøjerne. Det var lidt om mig og mit fuglehold. Nu vil jeg så dele med jer, hvordan det er gået her i min første ynglesæson.

 Jeg synes, at det er gået over al forventning. Da alle mine ynglepar er unge par, som yngler for første gang, har jeg bevidst valgt at starte med kun unge fugle. Det tager lidt længere tid at få tingene til at fungere, men til gengæld ved jeg, hvad jeg har at arbejde med, og da både tarantaerne og spurvepapegøjerne jo først er ordentlig kønsmodne i 2 til 3 års alderen vælter ungerne jo ikke lige frem ud af rederne de første år. Jeg vil i denne omgang fortælle om en yngle sæson med den mexicansk spurvepapegøje, som er en svær fugl at arbejde med. Man skal have en god del tålmodighed. For det første skal et avlspar være 3 år, inden man sætter redekassen op, dernæst skal de helst være sympatipar for at lykkes. Da jeg have bestemt mig for mexicanerne, var problemet bare at finde en, som havde så mange, at jeg kunne købe 2 - 3 ubeslægtede par. Efter et stykke tids mislykket søgen blev jeg en dag ringet op af en venlig herre ved navn Bruno fra Thise. Han fortalte mig, at der kun var en mand i Danmark, der kunne hjælpe mig, og det var Poul fra Humlum. Han var den eneste i Danmark, som havde ynglet med mexicanere kontinuerligt igennem flere år. Jeg fik tlf.-nummeret og ringede straks til Poul. ”Kan du hjælpe mig med nogen ubeslægtede par?” Svaret kom prompte; ” Ja, hvor mange skal du have?” Jeg ville gerne købe 2-3 par, da jeg mente, at hvis jeg skulle have en chance for at få dem til at yngle, var det nok nødvendigt med flere par, for jeg havde jo regnet ud, at de nok ikke var de nemmeste fugle at have med at gøre. Skide være med det, jeg elsker udfordringer! Poul sagde, at det var der ingen problemer i, men at de var pisse dyre. Skidt, jeg ville altså købe 3 par yngleklare, hvis det er muligt. - Og det var det.  Yes, armene var helt oppe over hovedet, nu skulle jeg sgu’ vise dem, at det ikke kun var Poul, som kunne yngle med disse fugle. Men herre gud, - jeg havde ikke en gang fuglene hjemme endnu!! Hjem kom de i november, og jeg skulle blive meget klogere, som sæsonen skred frem. Jeg startede med at sætte de 6 fugle sammen i en lille indendørs voliere med nogle naturgrene. Volieren var d. 140 cm, h. 200 cm, b. 100 cm, så kunne de hygge sig der og måske lave sympatipar. Der sad de i nogle måneder, og der blev 3 par, som selv havde valgt partnere. Desværre mistede jeg den ene han, som brækkede halsen, da der slap en gråhovedet dværgpapegøje ud en dag og tog en flyvetur ned gennem fodergangen. I forskrækkelse fløj mexicanerhannen mod loftet, og det overlevede han ikke, så nu havde jeg kun 2 par og en løs hun. Ned til Poul igen. ”Du må hjælpe mig, jeg har mistet en han.” Poul havde heldigvis en han siddende, som godt nok kun var 2 år, men jeg tænkte, det går sgu nok, når bare hunnen er 3 år. Da jeg kom hjem, blev alle mexicanerne sat i kassebure på b. 100 cm, h. 50 cm, d. 50 cm. Den hun, som havde mistet sin mage, fik intet valg, her blev den unge han sat ind, så håbede jeg, at de fandt ud af det. Jeg fodrer mine mexicanere med 50 % grov parakit uden solsikke og 50 % grov parakit med solsikke og mungbønner og hamp, som jeg selv tilsætter. Dette frø bliver sat til spiring, hvorefter det blandes med det tørre frø i forhold 50/50. Oven i det drysses æggefoder med vitaminer, derpå et drys druesukker til at tage den grimme smag efter vispumin, for så at afslutte med revet gulerod og vilde hyben. Dette foder fik de i ca. 40 dage, inden jeg hængte redekasser op. Redekasserne var almindelige dværgpapegøjekasser med en håndfuld bøgespåner, da de ikke bygger rede af nogen betydning. Foderblandingen fortsætter jeg med under hele ynglesæsonen. Når jeg fodrer på denne måde, tvinger jeg mexicanerne til at spise både gulerødder og æggefoder, hvis de vil have del i frøet som ligger nedenunder, men det kræver absolut renlighed samt en nyvasket foderskål hver dag.

Jeg havde stadig armene over hovedet, men som sæsonen skred frem og dagene gik, kom armene langsomt ned hvor de hørte hjemme, hvilket resten af beretningen vil vidne om. Lad os kalde de 3 par nr. 1. nr. 2. og nr. 3. Jeg havde formet bøgesmuld op i en pyramide inde i kassen, så jeg kunne se, om de havde været inde at rode i kasserne. Da jeg kigger i kasserne hver dag samtidig med, at jeg fodrer mine fugle. De skal vænne sig til, at jeg kigger i kasserne. Det gør det nemmere at holde kontrol med æg og unger, ikke mindst når der skal ringmærkes. Nåh, men første par i kassen var par nr. 1. Der gik ca. 7 dage, inden de undersøgte kassen og yderligere 14 dage, inden det første æg var lagt. De gav sig god tid - 9 æg i alt blev det til. Det skal lige siges, at de normalt kommer med store kuld, hvilket ikke giver problemer, men de yngler så til gengæld kun en gang om året. – Helt op til 12 æg, - har jeg hørt. 9 æg er alt rigeligt til mig! Da hunnen var halvvejs i rugningen, gik par nr. 3 også i gang, det er hende med den 2 års han. Her blev det til 10 æg, - en ordentlig dynge ret store æg til sådan en lille fugl. Jeg var ved at opgive par nr. 2, men da det første æg klækkede hos par nr. 1, gik par nr. 2 også i reden. Her blev det til 7 æg. Tilfredsstillende!! Så nu ventede jeg bare på, at ungerne skulle vælte ud af rederne. Jeg så allerede for mig en kæmpe sværm af mexicanere i de udendørs volierer, som var ved at blive lavet til formålet. Men - det skulle gå meget anderledes. Hos par nr. 1 røg der først et æg ud af reden, så var der 8 tilbage. Der klækkede 6 fine unger, som alle døde inden for det første døgn. Ingen af ungerne havde fået noget at spise, kroen var ganske tom, og de lå alle udenfor æggene. Jeg tror, de var blevet kolde, og derfor svage og ikke kunne tigge ordentligt. Ud af de 2 sidste æg var det ene befrugtet, det andet var blankt. Så 7 befrugtede æg, 6 unger som alle døde er noget lort, men det positive er, at yngleparret gik i kassen, lagde æg og at de klækkede. At ungerne døde skyldtes nok, at det var første gang de ynglede, og at alt jo skal læres. Så håber vi, at det går bedre næste år. Men jeg prøvede dog, om jeg kunne sætte dem i gang igen. Jeg tog kassen ned i 2 dage og satte den op igen, og minsandten om ikke madammen røg i kassen. Da blev det rigtigt spændene at se, hvad der ville ske. Tiden var ved at været gået for par nr. 3. Hun havde ruget 4 dage over tiden, men med så mange æg gav jeg hende en uge mere. Hun ville ikke af kassen, så jeg måtte smide hende ud. Her var alle æggene intakte men blanke. Satans også!!  Det skyldtes nok den unge han på 2 år. Men jeg tog kassen ned i et par dage, - tænkte, at jeg måske også kunne sætte hende i gang igen. Nu havde par nr. 1 for anden gang lagt 6 æg, så der var jo en chance for, at jeg kunne gentage succesen. Men nej, da jeg ville hænge kassen op, kunne jeg se, at hun var gået i fældning. Ned med kassen igen, - vi prøver næste år.

Nu var der unger hos par nr. 2. Foreløbig 2 unger, som var 5 dage gamle, men på 6. dagen kom der en unge mere. Ok, 3 unger var ikke så ringe endda. Der gik nogle dage, så havde jeg besøg af Jens Ole fra Hirtshals, som spurgte til, hvordan det gik med mexicanerne. Det gik jo godt, for der var jo 3 unger i kassen. ”Kig selv efter”, og det gjorde Jens Ole. ”Du tæller sgu ikke ret godt, for jeg kan se 4 unger.” Det var fandens, jeg havde opgivet at få flere. Nu var jeg spændt på, om de nu også ville fodre de mindste unger, da der var meget stor forskel på dem, med så mange dage imellem klækningerne. Mine bekymringer blev gjort til skamme, de passede ungerne upåklageligt, selv efter at de første 2 unger røg af reden. I skrivende stund er alle 4 unger ringmærket, på pind og er flyttet over i en lille indendørs voliere sammen med forældrefuglene. 4 unger ud af 7 æg - ikke dårligt!! De er alle tilmeldt til klubben som lokalt førsteopdræt, og der har været kontrol af opdrættet medens de var i reden. Nu venter jeg spændt på det. Nå, vi skal ikke glemme par nr. 1, hun gik som sagt i gang igen. 9 befrugtede æg blev det til, 4 æg klækkede, denne gang levede ungerne i 2 dage, hvorefter de døde, men til forskel fra de første, som jo også døde, havde de alle mad i kråsen, men de lå også denne gang uden for æggene og var blevet kolde. Efter den sidste unges død forlod madammen reden, og så var det slut for denne sæson.

Hvad blev det så til? 4 unger på pind, 11 ubefrugtede æg og 13 befrugtede æg som ikke klækkede. Alt i alt en lærerig sæson, så nu håber vi på en bedre sæson næste år med flere unger. Jeg har vist, at det kunne lade sig gøre. Jeg tror, at såvel fuglene, som jeg selv er blevet lidt klogere. Jeg ved i hvert fald, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Mexicaneren er en utrolig smuk fugl, når den flyver, men når den sidder stille eller kravler rundt i grenene er den bare en grøn fugl. Hvad den mangler i skønhed, vinder den ved sin adfærd. En utrolig rolig fugl, som kan blive sammen med sine unger og de andre par uden for ynglesæsonen, men når der skal yngles, skal de forskellige par adskilles, ellers bliver der ballade. Den er også utrolig rolig i redekassen, så alt i alt en dejlig fugl at have i sit fuglehold. Den kan anbefales til det mindre fuglehold, hvor pladsen er trang, den vil også kunne trives i et stort bur / lille voliere i en lejlighed.